Sagild & Rowedder spiller og synger Bossa Nova

Som en årgang 1955 er jeg vokset op med at have haft en del bossa nova og andre latinamerikanske rytmer som en dejlig del af soundtracket til min barn og ungdom. The Girl From Ipanema kender jeg lige så godt som Lille Fregnede Louise Fra Karise og uden dengang at tænke nærmere over det, fik jeg i 1960erne bossa og samba ind under huden, ind i blodet og hjertet, via Jørgen Ryg og Preben Kaas` Hvad Skal Vi Med Kvinder, som jeg først meget senere fandt ud af var en dansk udgave af den store Bossa-mester, Antonio Carlos Jobims ikoniske One Note Samba. Jeg var osse helt vild med den jazzede dansktop-sangerinde, Birgit Lystagers Christina, som nok mere var en samba og oprindeligt hed Tristeza på brasiliansk/portugisisk og jeg lærte calypso at kende med Daimi og Stor Skandale I Familien.

Så kom 1970erne, og med ikke mindst Santana som katalysator, blev “latin” (udtalt på engelsk) meget, meget moderne. I Danmark var (nogen af) de første…og de største..der dyrkede mambo, samba, bossa m.m., til at begynde med, instrumental-band´et, Buki Yamaz med Aske Benzon på fløjte og de to superfedt spillende guitarister, Mikkel Nordsø og Kim Sagild, hvoraf det nok var Nordsø, der som salig Peter Thorup ville have udtrykt det, stod for palermo´en, mens Sagild (for øvrigt med Mikkel Nordsøs nu afdøde bror, Klaus på congas og perc) mere lagde bunden.
Hold kæft, hvor jeg nød og dansede mangen en 70er-nat væk til Buki Yamaz, og for nylig, da jeg var i Svendborg, flashede min hjerne mig helt pr automatik tilbage til en lys sommenat i 1975, hvor der var MultiMusikFestival, tror jeg det hed, på Sydfyn, og BukiYamaz et eller andet sted på, eller i nærheden af Svendborg Havn bare vuggede derudaf med deres hjemmebagte mix af latin og funk. Følelsen i krop og sind fra den nat bliver i mig, om jeg så skulle blive dement eller få Alzheimers, lige til jeg drager mit sidste suk.

Tiderne skifter og de brasilianske/latinamerikanske rytmer faldt måske ud af toppen af poppen mod enden af 70erne, men er aldrig forsvundet og har i dag vundet evergreen-status og karakterisk af tidløs.

Nu, næsten et halvt århundrede efter, at latin var trendy i Danmark med Buki Yamaz som forpost, er BukiYamaz-guitaristen, Kim Sagild vendt tilbage til bossa; nej Sagild vil nok selv sige, at latin-inspirationen aldrig har været ude af hans system, heller ikke da han i 1980´erne var en højt profileret mainstream rock og pop-producer og fik fx de helt unge Thomas Helmigs og Nannas første plader på producer-cv´et…og Afrika-sangen i 1985 selvfølgelig.
Men nu, med udgivelse i begyndelsen af 2022, når Kim Sagild rammer de 70, er han gået rendyrket bossa i vidunderligt vokalt selskab med den 40 år yngre sangerinde, Cecilie Rowedder, som Sagild spottede, da han en overgang underviste i musik på en produktionsskole for unge. Cecilie Rowedder synger smukt, rent, perlende og tindrende klart, som en rislende bæk med smeltet sne den første forårsdag og, hun har en fin evne til at indleve sig i den fire årtier ældre makkers livskloge og erfarne sange, så hun, om ikke gør sangene til hendes helt egne, så formidler hun sangene med nærvær, nerve og troværdighed.

Jeg kender flere af sangene på Sagild & Rowedders bossa-album fra et par nyere Kim Sagild-soloplader, hvor Sagild sang dem selv og på dansk. Fine udmærkede sange og et tekst-univers rækkende fra erindringer og refleksioner over eget, levet liv, til samfunds-kommentarer, svirp til samtiden, siger han vist selv. Nu har Kim Sagild så med hans og Rowedders bossa-projekt valgt at sangene synges på engelsk. Hvilket klangligt er rigtig fedt, engelsk lyder bare godt, men osse for mig, der ellers fik rigtig gode engelsk-karakterer i skolen, betyder, at jeg lytter mindre intenst til ordene og meget mere hører Rowedders stemme som et vellydende instrument i helheden.

På toppen af Cecilie Rowedders noget så glimrende stemme og godt indfølt samspil med Peter Vuusts bas og Lene Nørgårds pulserende perkussion, stråler Kim Sagilds eminente guitarspil. Akustisk hele vejen igennem og dejligt, på én og samme tid, tilbagelænet men alligevel fremme i skoene. Flere steder på albummet lægger Kim Sagild en diskret, men nærværende andenstemme og, når han gør det, eller fløjter med på sine egne soli/soloer, så er det, at jeg virkelig og helt igennem kan mærke den excellente musiker og det helt igennem behagelige og ordentlige menneske, jeg kender Kim Sagild som, smelte helt sammen .

Dét kan jeg lide.

Jeg kan osse rigtig godt lide, at Sagild og Rowedders bossaplade virker på mig, som især reggae, men osse masser af latin-musik i forskellige afskygninger gør: Jeg får det så godt i kroppen og begynder at tænke gode tanker, når jeg hører det. Ikke lalleglad og juhu, men…og det er jo modsætningsfyldt, jeg får den der umuligt-til-dansk-oversættelige saudade-følelse, der er omdrejningspunktet i bossa og brasiiansk musik. Længsel, melankoli er noget af det, saudade betyder, eller, jeg tyvstjæler lige fra en “Udforsk sindet”-side, jeg googlede mig til:

Saudade er tilstedeværelsen af fravær. Et ønske om nogen eller noget, vi husker med kærlighed, men ved, sandsynligvis kun vil forblive i vores fortid. En dyb følelse, der er som en blanding af sorg med kærlighed. Det efterlader os med den bittersøde smag af noget, der aldrig kommer, selvom vi opretholder håbet.

(https://udforsksindet.dk/saudade-foelelse-portugisiske-ord/)

Dén Saudade, den følelse kommer helt tilstede i mig, når jeg hører Sagild og Rowedder,. Min gang på jord bliver lettere, ikke en ulidelig lethed, men en afklaret, ja-jeg-ved-godt-at livet-ikke-er-lutter-lagkage-og-jeg savner-min-mor-men-jeg-kan-alligevel-have-det-skønt-og-nyde-livet-lethed.

Hvis I forstår, hvad jeg mener. Hvis I ikke gør, så hør Sagild-Rowedder og en hel masse andet bossa, Jobim, Joao og Astrud Gilberto, Stan Getz, Sergio Mendes, hvad de allesammen hedder…og tjek lige, hvis ikke du kender den, den første Buki Yamaz-plade.